Lisbon time 3

From Praia da Ursa to "Morfars strand"

Du går mod Graça. Du drejer op til venstre og på toppen af bakken er der en port, der leder ind til en gård. Der står en hest i højre hjørne. Og i venstre hjørne er der den øvre halvdel af en kæmpe guitar, skåret over ved klanghullet. Du tager trappen bag guitaren op til første sal. Du går ned ad en lang gang gennem, hvad der viser sig at være en kombineret sportsklub og Fado-skole. I gennem et af vinduerne i gangen kan du se ind til trofærummet, hvor alle klubbens pokaler er samlet. Du følger gangen til enden og ender i et køkken, hvor blå fliser dækker væggene og loftet. Der står en eller to gråhårede mænd og banker kød til bifana. Og på det lille tv over døren, kører nyhederne på høj volumen eller hvis det er kampdag, fodbold på høj volumen. Du får din bifana på en plastiktallerken og din 20cl fadøl og din amendoa amarga i et papkrus. Du putter den gule sure portugiske sennep i bifana, forlader køkkenet og går ud på tagterrassen, stemningen er boblende. De spiller musik, der lyder som Justin Bieber’s Despacito. Du kan se Castello, månen og det store kors, der alle lyser op mod himlen.

En vens ven viste mig denne super hemmelige rooftop perle. Inden vi tog derhen måtte jeg love, at jeg ikke ville vise den til andre, ihverfald ikke flere end 2-3 andre. Hun var bange for at ødelægge stedets autencitet… Men hun ville samtidig gerne selv være der. Det må ikke blive en “destination“. Vi vil alle sammen gerne være lokale… Sidste gang skrev jeg om “chic”, det her handler måske mere om “autencitet”…

---

Jeg har tænkt meget på jer, min familie, den seneste måned. Og har følt mig meget langt væk fra jer alle. Især da Per døde ku jeg mærke afstanden. Jeg var ked af ikke at kunne være med på hospitalet og sige farvel. Men glad for at tale i telefon med Britt og Maria, Kevin og Emma og glad for vores fælles-chat. Jeg har stadig svært ved at forstå at Per ikke er her længere. Men han er nok, som Britt skrev, på Jupiter…

Hej Per! *vinker*

Har fundet min harddisk frem og kigget på film jeg optog som barn. Der er en del videoer fra Sellerup. Emma og jeg virker så stolte over at vise Morfars grund frem, og vi flexer med at sige så mange plante- og dyrenavne vi kan.

Her er stills fra den jeg kalder “Velkommen til Morfars strand”

“Stien er stejl, så man skal passe på man ikke falder ned” siger jeg. “Meget stejlt” siger Emma… “Emma er bange for flåter… Men det er lige meget… Hun er heller ikke et naturbarn, hun har ikke gået i udflytterbørnehave.” Siger jeg. “Jo, jeg har!” Siger Emma

Vi peger på sommerfuglene 1, 2, mange, natsværmere, den rådne gangbro, rabarbarplanterne, ukrudt, tordenfluerne. “Kan vi gå lidt hurtigere?” Spørger Emma.

Vi holder en pause. Vi tjekker os selv for flåter…

(Vi er vist begge lidt bange for flåter…)

“Løb! Vi vil ik ha’ nogen flåter!”

I sikkerhed ved vandet. “Velkommen til vores Morfars strand.”

“Der er Morfars båd!”

“Og her kan man se fjorden… Og en båd… Og en kajak”

“Og nu går vi langs havet og nyder den friske havluft”

“Her er havet… Og havbunden… Stenet… Men dejlig forfriskende vand… Køligt… Det plejer at være mere højvandet…”

“Og her er hybenrosebuskene… Jeg tror, det er dem hvor der er nysepulver i…”

“Næste gang skal vi prøve at filme alle tordenfluerne…”

“Hov! Se her hvad jeg fandt!… Jeg har fundet marmor…”

“Jeg tror der er nogen, der råber på os” siger jeg. “Ja vi ska hjem nu…”siger Emma. “Vi kommer nuuuuuu!!!” råber vi i kor.

---

Jeg har også være på stranden i Portugal. Praia da Ursa. Det var som en sommerdag. Jeg havde besøg af mine venner Ella, Tove og Nana fra København. Bølgerne var kæmpe. Ella sagde: Det er de varmeste 15 grader jeg har prøvet. Solen er en ildkugle!

Måske er det rent faktisk kakerlakker i køleskabet. De bliver i hvertfald større og større… Vejret er blevet bedre, det regner mindre. Jeg tror ikke kakerlakkerne kan lide solskin. I går var jeg ude og købe ost i klipklapper. Ostemanden grinede af mig og pegede på mine fødder. Kirsebærtræerne /æbletræerne blomstrer og dufter og ligger på jorden allerede. Det går så stærkt. Jeg er begyndt at klatre hver uge sammen med J, Caleb, Letizia, og Inger. Alle kommer altid for sent. Jeg har lagt mærke til at der er en udpræget tidsoptimisme i blandt os på skolen… Klatring tager hele dagen. Det er sjovt og uhyggeligt (der er langt ned!). Letizia er god til at lære fra sig. Vi slutter altid af med at løfte vægte. Nej vi slutter altid af med en espresso, og inden da løfter vi vægte (de store!).

Den store kunst lader til gengæld stadig vente på sig. I går aftes var jeg til fernisering på et sted der hedder Rialto6. Nogen havde sagt til os “Rialto6 er ALTID sjovt!” Vi tog derhen i Bolt (billig taxa-service ala Uber). Jeg var i tvivl om vi var på det rigtige galleri, fordi… det var en af de dårligste udstillinger… jeg har set… i mit liv… Det genererede sådan et kunst-had og mange store eksistentielle spørgsmål at stå der i den white cube… Men vi blev der til de smed os ud kl 01… Hvor de store spørgsmål blev til et meget konkret spørgsmål: hvor skulle vi nu tage hen?

Den fest vi skulle have været til var blevet aflyst tidligere på dagen. Klubben der hedder Those Who Dance, havde haft besøg af politiet dagen før og de havde fundet alle mulige ‘mangler’…

Det virker til at politiet i Lissabon generelt går meget i byen og elsker at feste…

… Især på klubben Planeta Manas, som er drevet som en forening og er den sejeste klub i byen. Det er også et sted mange queer personer tagger hen for at feste. Inden for de sidste fem måneder har politiet fire gange lavet razzia på klubben uden andet formål end at forstyrre/stoppe festen. De har på voldelig og ulovligvis tvunget sig adgang til stedet uden kendelse eller forklaring. Bogstaveligt talt party crashers. De har også slået medlemmer af foreningen med knipler… Det er en systematisk hetz mod det queer community her i Lissabon og det er mega uhyggeligt at se…

Vi taler meget om fascisme i skolen. Caleb og J der er fra New York fortæller om det der sker i USA og hvordan at alt det Trump har sat i gang, rent faktisk er i gang. Folk bliver deporteret. Nabolagene har organiseret sig i ICE-watch grupper (U.S. Immigration and Customs Enforcement) og de offentlige sygeforsikringerne og food-stamp-systemerne er stoppet øjeblikkeligt. Lettelsen over våbenhvilen i Gaza holdt ikke længe…

For at slutte på en lidt mere festlige note, så er der karneval om en uges tid... Det glæder jeg mig til! En masse folk øvede sig nede på pladsen tidligere i dag og spillede musik og dansede hele eftermiddagen.

FEBRUAR i listeform:

Læste:

Ariana Reines - Wave of Blood

Martin Herbert - Tell them I said No

Lyttede til:

Gaza Slim - Anything a Anything

Sexyy red - Looking For The Hoes

Dido

Lil Keed - Long Live Mexico

Spiste & drak:

Amendoa Amarga

Mango

Grønne Bønner

Quinua

Chai

Bacalhau

Så:

The Pink Panther

The L Word

Twin Peaks sæson 1 & 2

Savner jer og tænker på jer!!! kram fra mig <3